Ahhhh – juleferien gjorde godt for små og store i det lille hjem i Stavtrup. Juleaften med hele familien hjemme og nytårsaften blev fejret med gode venner og pigerne lider nu stort afsavn – de mangler daglige gaver, chokolade og nært samvær med familien.
I dag har vi lige besøgt lille Maren på tre uger, der lige er kommet igennem en hjerteoperation og er en rigtig lille fighter – og så er det ikke svært, at huske da vi prøvede det samme med baby-udgaven af vores Sofie. Jeg skynder mig at tage TAK-hatten på igen. Hvis jeg nogensinde har glemt at være taknemmelig (tror det ikke) over at vi er raske, glade og griner hver dag – så husker jeg det i hvert fald i dag.
Farvel til sure opstød over vasketøj, aggressive traffikanter og aldrig mere brok over job, vejr eller slankekure og goddag til jer i to smukke nytårsfortsættere. Sofie og Marie; små mennesker med stor betydning.
PS. Det eneste jeg vil love højt og helligt i 2013 er, at jeg vil kysse mine børn, mand og liv mere.
Kære alle 4!
Tak for jeres besøg…altid en stor fornøjelse at være i Jeres selskab!
Tak for overskud, opmuntning og opbakning
Vi ses, halløj….
Knus fra Odder-folket
Kære Anette
Jeg er lige blevet færdig med at læse din dejlige bog. Jeg tænkte undervejs at jeg utrolig gerne ville sende dig nedenstående digt – som var mig en stor trøst da min egen søn blev født med et handicap. Stor var glæden derfor da bogen sluttede af med adressen på din blog. Måske kender du allerede digtet – jeg er næsten sikker på at du vil finde det lige så smukt som jeg. Stort tillykke med dine nu TO skønne prinsesser
En opgave helt speciel:
Jeg har hørt, at der findes en gammel legende,
om hvad der oppe i himlen hændte.
Den siger, at engang den kære Gud
sagde til englene: Vil I gå bud?
Der er et barn, som skal fødes på jord,
vil I prøve at finde en far og en mor,
som vil elske og pleje dets krop og dets sjæl,
det er nemlig en opgave helt speciel.
Barnet er svagt, det har handicap med,
så det kræver meget tålmodighed.
I ved, at jeg elsker alt svagt og småt,
og jeg ønsker, at barnet skal få det godt.
Så de to, der bliver dets far og mor,
må virke som mine hænder på jord.
Måske vil de først have svært ved at se,
at der kan være en mening med det,
at barnet ikke kan tumle og lege,
og det kræver så meget pleje.
Men de vil nok efterhånden lære,
at det giver kræfter at måtte bære.
Guds kærtegn gør undertiden ondt,
og medgang alene er ikke sundt,
Men modta’r de barnet som en gave de to,
så bli’r det en kilde til indsigt og tro,
og så kan det sikkert med tiden læres,
at livet er både at bære – og bæres.
De kærligste hilsner Maria