Jeg får ofte spørgsmålet: ‘Er det ikke hårdt?’ Spørgsmålet kommer, når jeg fortæller at jeg er mor til en pige med Downs syndrom.
Dét der er hårdt, er at svare på sådan et spørgsmål med objektivitet. Jeg har jo faktisk ikke prøvet andet som mor. Sofie er (med sine 6 år) min førstefødte og da vi overvejede at få nummer 2 og bringe endnu et menneske ind i familien talte vi meget om familiens fundament. Sofie vil uanset hvordan man ser det skabe en ny balance og et anderledes fundament end en hel almindelig familie har. Og det var det fundament hendes lillesøster Marie blev budt velkommen med og hun har jo faktisk heller ikke prøvet andet og kommer ikke til at prøve andet.
Det er der absolut ikke noget trist ved og ingen er bitre eller skamfulde over dette faktum – heller ikke Marie. Og det regner vi ikke med vil ændre sig. Det har vi nemlig tænkt os at gøre en masse ved. Ikke at der er noget galt med det fede fundament i vores familie – det er ligesom det skal være: I skøn balance med al den lækre uperfekthed sådan en familie som vores skal have. Vi skal ruste Sofie til et liv som sig selv og med Downs syndrom og Marie skal rustes til et liv som sig selv og et liv med Downs syndrom.
Vi er så småt ved at starte snakken med begge piger og vi taler om det at være hjerteopereret og handicappet. Og til disse to kendsgerninger har Marie disse to udsagn: ‘Jeg vil også have en lynlås’ (arret efter hjerteoperationen) og ‘jeg vil også være handicappet!’
…og derfor er mit svar til ‘Er det ikke hårdt?’: ‘Næææh! Det er ikke hårdere end man selv gør det’. (Sådan er det med alle andre situationer man kommer i #Halleluja #Iknow)
PS. Indlægget er skrevet efter en Lars og Anette – tur til London. Man skal jo passe på fundamentet ik?
PPS. På flyet hjem mødte vi en familie med en (halv)voksen datter med Downs syndrom. De så ud til at have et lige så fedt og fantastisk fundament i deres familie. (Og deres datter hedder også Sofie, så hvis nogen kender dem så hils dem at sige at vi synes de er fede…
På den fede måde!)
