Jeg har tidligere som gæste-blogger her skrevet om perspektiv. Og det kommer til at lyde helt kliché-mættet, men det er en af de allervigtigste egenskaber at være bevidst om i livet, synes jeg. Nemlig at finde frem til det helt rette og i ens egne øjne perfekte perspektiv på tilværelsen. Vi har nemlig den unikke evne, at lægge fokus præcis, hvor vi vil… Blablabla, tænker I nok. Men jeg kan forvandle det til små ‘godbidder’ fra Sofies liv.
1) Under nyligt ophold i sommerhus tog det hende og farfar mindst en halv time at gå op og hente avis i postkassen. Ked af at det tager hende så lang tid at gå så kort en afstand eller glad fordi hun kan? DET SIDSTE (PS. Det tager jo tid at sætte pris på fugle, vandpytter, stenene i indkørslen mv)
2) Sofies sprog er bagud derfor ‘skælder’ hun nogen gange lillesøster ud på hendes anden måde, fordi hun tager mors og fars opmærksomhed. Ked af at hun slår ud efter Marie eller glad fordi hun reagerer som alle andre børn i den alder? DET SIDSTE …altså indeni… hun bliver selvfølgelig irettesat (PS. Marie får i øvrigt lige så tit knus og en sut i munden af Sofie)
3) Sofies behov for specialsko gjorde mig lidt trist indeni første gang hun skulle have sko – der røg drømmen om små søde sølv-ballerinaer med glimmer på. Men helt ærligt – overfladisk, ja tak! Hun er nemlig sååå stolt hver gang hun får nye sko at alle børn, voksne og pædagoger pænt bliver bedt om at kigge ned på hendes fødder, når hun kommer i vugger. (PS. De nyeste sneakers har i øvrigt også en sølv stribe og lyserød metallic stribe)
Get my point? Flere Sofie godbidder i vente – der er nemlig tonsvis af dem 
Sofie (her dog i ganske almindelige gummistøvler) med farfar i hånden
Hej Anette.
Ville bare lige sende en lille hilsen til dig.
Har lige læst den dejlige artikel om Sofie i et gammelt ugeblad. Vi er selv de stolte bedsteforældre( farfar og farmor) til enlille dreng med Downs, Christian, der fylder 5 år den 16 nov. Alle var fuldstændigt uforberedte, da han kom til verden, med sit handicap. Da han blev født. boede hans forældre og Isabella storesøster, nu tiår, syd for Køln. De er dog flyttet til Danmark, for som de siger, hvis Christian skal lære et sprog skal det være dansk. Sproget er ved at udvikle sig, men det tager tid og tålmodighed. Christian elsker sin farfar. Vi bor i Frankrig og når jeg spørger om han savner farmor, nej, farfar er svaret.
Håber alt godt for Sofie og jer og glæder mig til at læse mere. Mvh.
Gurli