Når det lille hjem har været ramt nu i over en uge af feber, snot og hoste – så gør det sgu ondt i mutters hjerte. Al forudgående bevismateriale, videnskab og logik i øvrigt fortæller mig, at de bliver raske igen og så har jeg (og hjertet) glemt hvor frygteligt det var, at se dem syge.

Problemet er bare, at vi mødre bliver irrationelle når de små arvestykker skranter – vi kan ikke holde det ud og tænker mørke tanker med det samme. Og ja, jeg ved også at med Sofie er det ekstra følsomt – vi har set hende med slanger ud af brystkassen, med drop i arme og så snart hun bliver bare lidt bleg eller utilpas – VUPTI, så er jeg 4 år tilbage til da hun blev født og hjerteopereret.
Og al den angst og bekymring projekterer jeg på virkelig upassende vis videre til hende den bette – FLOT! Så er der to jeg skal bekymre mig om….

Hmmm – det gode er jo at jeg lige nu sidder og erkender det – mon det så ikke bliver bedre i morgen?

Sofie er i kraft af hendes ekstra kromosom bagud i forhold til hendes jævnaldrende, men det betyder ikke at hun ikke stadig er storesøster til lille Marie. Lilliesøster har nu nemlig meldt sig som passager på ‘feber-toget’. Sofie tager sig kærligt af Marie og søger altid for at hun har bamse, bamse og bamse (læs: bamse, sutteklud og sut på Maries sprog) og læser gerne lidt op for hende!

Ahhhh – juleferien gjorde godt for små og store i det lille hjem i Stavtrup. Juleaften med hele familien hjemme og nytårsaften blev fejret med gode venner og pigerne lider nu stort afsavn – de mangler daglige gaver, chokolade og nært samvær med familien.
I dag har vi lige besøgt lille Maren på tre uger, der lige er kommet igennem en hjerteoperation og er en rigtig lille fighter – og så er det ikke svært, at huske da vi prøvede det samme med baby-udgaven af vores Sofie. Jeg skynder mig at tage TAK-hatten på igen. Hvis jeg nogensinde har glemt at være taknemmelig (tror det ikke) over at vi er raske, glade og griner hver dag – så husker jeg det i hvert fald i dag.
Farvel til sure opstød over vasketøj, aggressive traffikanter og aldrig mere brok over job, vejr eller slankekure og goddag til jer i to smukke nytårsfortsættere. Sofie og Marie; små mennesker med stor betydning.

PS. Det eneste jeg vil love højt og helligt i 2013 er, at jeg vil kysse mine børn, mand og liv mere.

Sofie og Marie har bemærket de mange nisser, der er flyttet ind. Det er ikke gået stille for sig. Sofie synger, danser, hopper og prøver grænser af som aldrig før. Tålmodigheden bliver testet – når så lillesøster også begynder. De to piger, der efter sigende er de sødeste små engle i vuggestuen bliver som forvandlet, når de kommer hjem i de vante omgivelser. Det er i hvert fald ikke kun kys og kram, der bliver delt ud. Men ind imellem smelter moderens hjerte og så kan alt andet være ligegyldigt. Som når de tager hinanden i hånden og leger te-skab og højt råber HEJ HEJ, når jeg går fra dem om morgenen i vuggeren. Forleden stod jeg i flere minutter bare for at betragte mit afkom gennem to lag glasdøre… Bare fordi de var så kære!!

Kære blog – venner,
Af en eller anden grund udgiver min blog selv (?) russiske indlæg her. Tro det eller lad være; det er ikke mig. Fejlen bliver rettet snart og I kan glæde jer til flere dejlige godbidder fra Sofisens liv PROMISE!

Så er min bog om Sofies start på livet i restordre… Og det er ikke det, at den er udsolgt jeg er lykkelig over – jeg er lykkelig over at Børge, Anne, Jannie, Susanne, Ken, Mette, Lene, Henriette, Jørgen, Lotte og Lisa sammen med et hav af andre (for mig) fremmede mennesker, har skrevet og takket mig for at have skrevet denne bog. Selv tak og hvor er jeg glad for at den kom frem til jer alle!

En sen aftentime, hvor 1. oplag skal rettes til 2. oplag

Jeg har tidligere som gæste-blogger her skrevet om perspektiv. Og det kommer til at lyde helt kliché-mættet, men det er en af de allervigtigste egenskaber at være bevidst om i livet, synes jeg. Nemlig at finde frem til det helt rette og i ens egne øjne perfekte perspektiv på tilværelsen. Vi har nemlig den unikke evne, at lægge fokus præcis, hvor vi vil… Blablabla, tænker I nok. Men jeg kan forvandle det til små ‘godbidder’ fra Sofies liv.

1) Under nyligt ophold i sommerhus tog det hende og farfar mindst en halv time at gå op og hente avis i postkassen. Ked af at det tager hende så lang tid at gå så kort en afstand eller glad fordi hun kan? DET SIDSTE (PS. Det tager jo tid at sætte pris på fugle, vandpytter, stenene i indkørslen mv)

2) Sofies sprog er bagud derfor ‘skælder’ hun nogen gange lillesøster ud på hendes anden måde, fordi hun tager mors og fars opmærksomhed. Ked af at hun slår ud efter Marie eller glad fordi hun reagerer som alle andre børn i den alder? DET SIDSTE …altså indeni… hun bliver selvfølgelig irettesat (PS. Marie får i øvrigt lige så tit knus og en sut i munden af Sofie)

3) Sofies behov for specialsko gjorde mig lidt trist indeni første gang hun skulle have sko – der røg drømmen om små søde sølv-ballerinaer med glimmer på. Men helt ærligt – overfladisk, ja tak! Hun er nemlig sååå stolt hver gang hun får nye sko at alle børn, voksne og pædagoger pænt bliver bedt om at kigge ned på hendes fødder, når hun kommer i vugger. (PS. De nyeste sneakers har i øvrigt også en sølv stribe og lyserød metallic stribe)

Get my point? Flere Sofie godbidder i vente – der er nemlig tonsvis af dem

Sofie (her dog i ganske almindelige gummistøvler) med farfar i hånden

Dette bliver et sjældent mellem-alvoligt indlæg her på bloggen; Der er nemlig megen snak om retten til liv og om nakkefoldsskanning har sin plads i vores verden. Jeg kan helt kort – som Sofies mor – sige hvordan jeg har det med det. Uden at prædike moral… Det er helt klart den ting jeg frygter mest ved at Sofie bliver voksen og skal have en masse ting forklaret. Hvordan forklarer jeg hende konceptet?

Jeg er fortaler for at vi hjælper os selv frem til mere viden og oplysning til at træffe det rigtige valg. Men efterhånden er nakkefoldsskanningen blevet en succes i at udrydde mennesker og ikke et valg til kommende forældre. Der er nemlig ingen retningslinier (så vidt jeg ved) om hvordan kommende forældre informeres, når de får at vide at de venter et barn med Downs syndrom. Og jeg er sikker på at vi aldrig – SOM I ALDRIG – ville have valgt Sofie fra havde vi kunne se ind i fremtiden og se alt det skønne vi oplever hver dag. Se blot nogle få øjeblikke her af Sofie og lillesøster Marie:

Vi har slet ikke pralet nok med det – måske fordi det kom snigende…Sofie går…
Lad champagnepropperne springe, konfetti’ en dale og skru op for flip-ud-det-er-fedt musikken. Ja, vores store pige går og mange af jer har allerede set det. Det er virkeligt – VIRKELIGT – fantastisk at se Sofie vandre rundt som hun selv vil og nu kan. Det er uvant at høre hendes små fødder klappe mod gulvet og derfor en endnu federe fornemmelse! Vi er så glade i det lille hjem og Sofie er pavestolt og smiler over hele femøren. MEN når man så har en lillesøster der bliver båret – så er det Sofie bliver smart og derfor kræver hun i ny og næ den samme service. Heldigvis har hun en god far, der gerne tilbyder de brede skuldre til den bette mås.

bliver nydt på stranden på besøg hos farmor og farfar på camping i Mariager. Mudderkage, mundharmonika og masser af søskendekærlighed og drillerier – LOVE IT!